19. maj. 2013
Af af Dorte Quist

Emmelie dagen derpå: Jeg har endnu ikke forstået, at jeg har vundet

Emmelie de Forest kommer hjem med Eurovision pokalen
Emmelie de Forest med sin Eurovision-vinderpokal ved ankomsten til DR-Byen.
Foto: Birger Storm
- Da jeg vandt i Herning tog det flere uger, før jeg forstod hvad der var sket. Så det gør det nok også her, forklarede Emmelie ved ankomsten søndag til DR-Byen.

- Der er nogle andre, der har overtaget min kalender i disse dage, så jeg ved ikke helt hvad der skal ske. Men jeg ved, at jeg om lidt skal ind til Tivoli og synge, og i morgen skal jeg møde mit nye band, som jeg skal øve med. Det er i hvert fald to ting, som jeg glæder mig rigtig meget til.

Emmelie lignede ikke en, der kun havde sovet få timer, da hun steg ud af den svenske Sommerfuglebus ved DR-Byen, men hun var også lige blevet budt velkommen af en enorm plakat på siden af DR-huset, hvor der med store bogstaver stod ”TILLYKE EMMELIE”.

- Det var så overraskende at se plakaten, og så sødt af DR at lave det.

DRs underholdninggschef, Jan Lagermand Lunde, fortæller, at DR har haft to planer i skuffen for hvordan Emmelies hjemkomst skulle takles alt afhængig af hendes placering i konkurrencen.

- Og heldigvis blev det Plan A, vi skulle bruge. Derfor har alt været planlagt på forhånd med hensyn til pressemøde, optræden i Tivoli om lidt og den store plakat på huset, siger en glad men også meget træt underholdningschef, der aldrig nåede i seng i Malmø, men som nu holder sig kørende på energidrikke.

Læs mere om: