Emmelie de Forest kåret som Årets Europæer
Sangerinden Emmelie de Forest tog hele Europa med storm, da hun på bare tæer vandt Det Internationale Melodi Grand Prix i maj.
Nu har hun snuppet endnu en europæisk pris.
Emmelie er nemlig blevet kåret til Årets Europæer 2013 af den tværpolitiske organisation Den Danske Europabevægelse.
- Emmelie er på smukkeste vis med til at samle Europa i Danmark og på den måde gøre opmærksom på det europæiske kulturelle fællesskab, lyder det blandt andet fra talsperson Stinne Bosse i begrundelsen.
Betyder særlig meget
- Jeg er utrolig beæret over at være kommet i dette flotte selskab. Jeg har jo selv rødder i mange forskellige lande, og udover at være dansk føler jeg mig også som europæer. Derfor betyder det særligt meget for mig, at det er en pris med europæisk fokus, siger Emmelie.
- Jeg oplever jo, når jeg er ude i verden og spille, hvordan musik kan samle folk, og især Melodi Grandprix’et har jo haft en stor rolle at spille i at samle folk efter de mange konflikter i Europa.
Tidligere vindere af den prestigefyldte pris er:
2012: Günter Grass
2011: HKH Prins Henrik
2010: Angela Merkel
2009: José Manuel Barroso
2008: Mariann Fischer Boel
2007: Joschka Fischer
2006: Uffe Ellemann-Jensen
2005: Mikhael Marinich
2004: Dorte Schmidt-Brown
2003: Anders Fogh Rasmussen
2002: Holger K. Nielsen
2001: Uffe Østergaard