Emmelie de Forest ser en fyr
Emmelie de Forest får mange utilslørede tilbud på sin Facebook-side, men de håbefulde mænd kan godt begynde at fælde nogle "teardrops". I går afslørede den danske storfavorit til at vinde det europæiske melodi grand prix nemlig, at hun allerede har en mulig kæreste i kikkerten.
- Jeg har altid datet indimellem, men jeg er lige begyndt at se én. Men det er alt for nyt, så det kan jeg ikke tale om, siger hun til Ekstra Bladet.
Avisen prøver at presse yderligere oplysninger ud af den 20-årige sangfugl, men hun pipper ikke ret meget.
- Det er så nyt, så hvem ved, om man er kærester. Det ved man jo ikke i begyndelsen, svarer hun Ekstra Bladet og tilføjer:
- Jeg er meget privat - også over for venner og familie. Jeg har ikke brug for, at alle skal vide sådan noget. Folk har så travlt. Selv om man kun har kendt hinanden i kort tid, så vil folk allerede have, at man skal giftes og have børn og flytte sammen og alt muligt. Folk er meget hurtige til at skyde noget i skoene på én. Og det gider jeg ikke. Jeg vil gerne have fred til, at det kan udvikle sig.