14. maj. 2016
Af Trine Larsen

Eurovision 2016: Lighthouse X bliver i Stockholm

Lighthouse X.
Lighthouse X.
Foto: AOP
Trekløveret fra Lighthouse X, Martin Skriver, Johannes Nymark og Søren Bregendal er alle med, når finalen i Eurovision Song Contest i aften løber af stablen i Stockholm.

Når værterne i Globen i Stockholm i aften ved finalen af Eurovision Song Contest siger "Good Evening Europe", så er Danmarks repræsentanter Lighthouse X med.

Trekløveret, der hele ugen har arbejdet hårdt for Danmarks chancer, kom ganske vist ikke videre fra semifinalen. Men skuffelsen over ikke at være med i finalen har ikke fået drengene til at rejse fra den svenske hovedstad.

- Nej, vi bliver heroppe og får det hele med, griner Søren Bregendal og fortæller til BILLED-BLADET, at både han, Martin Skriver og Johannes Nymark havde brug for at blive sammen og hygge sig, samle kræfter og bare nyde et par ekstra dage sammen i den smukke by.

Gå ikke glip af en nyhed eller en fordel. Klik her og meld dig til BILLED-BLADETs nyhedsbrev!

- Vi elsker Stockholm og var enige om, at det ville blive lidt tamt, hvis vi bare tog hjem. Det har været virkelig hårdt at være med i hele dette "musik-cirkus", så vi havde brug for at slappe af og nyde det hele lidt. Det gør vi så nu, siger Søren Bregendal og fortæller, at de ikke er spor skuffede.

LÆS OGSÅ: Eurovision 2016: Varm op med ABBA

- Nej, altså selvfølgelig kom vi for at vinde, men vi har gjort alt, hvad vi kunne og er stolte af vores optræden. Så kan vi jo ikke gøre mere. Det har været en kæmpe stor oplevelse og en meget spændende rejse, som vi har nydt, selv om det også har været hårdt. Det har været en god træningsplads for os, der jo ikke er et "normalt" boyband, så vi tager herfra søndag med en god følelse. Vi er kommet langt på de fire år, vi har eksisteret. Vi fortryder ingenting og er stolte af dét, vi har leveret, og frem for alt er vores budskab kommet ud. Og det er en sejr, siger Søren Bregendal, mens han sidder på toppen af hotellet og nyder solen, der skinner på de tre Lighthouse-medlemmer.

Deres budskab med musikken er at få folk til at tale om det svære i livet. At blive set, hørt og forstået og om at turde tale og fortælle, når livet gør ondt.

LÆS OGSÅ: Danmark ude af Eurovisionen

- Vi har fået så meget positiv energi, selv om vi ikke kom videre. Uanset hvor vi kommer hen, er folk helt vilde, og det er svært at forestille sig, det kunne blive mere vildt og overvældende, selv med en finaleplads, griner Søren Bregendal, der gerne afslører hvem, de tre Lighthouse-gutter selv stemmer på i aften.

- Vi er vilde med Belgiens bidrag. Det er klart vores favorit - en rigtig fed sang. Og så er Frankrig også et godt bud med sin charmerende blanding af fransk og engelsk sammensat i en superfed popsang. Det synes vi, man skal lægge mærke til, selv om mange tilsyneladende også lægger vægt på store sceneshows og alt muligt andet, som egentlig ikke har med en "song contest" at gøre. Men i år bliver der tilsyneladende lagt vægt på det, fremfor de rene, minimalistiske popsange, som vi i de nordiske lande kan og står for. Men uanset hvad, så er vi klar til at heppe her fra Stockholm, slutter Søren Bregendal.

Læs mere om: