Eurovision-ekspert vurderer: Her er vinderen af Eurovision Song Contest 2021
Der bliver kamp til stregen, når de 26 kvalificerede nationer mødes i finalen ved Eurovision Song Contest 2021 i Rotterdam.
Torsdag mistede danske Fyr og Flamme muligheden for at kæmpe med, da de ikke kvalificerede sig.
Men feltet af mulige vindere har mange bejlere, mener BILLED-BLADETs Eurovision-ekspert.
Ingen klar favorit
I årets Eurovision Song Contest er det svært at spå om, hvilket land der ender som vinder. Sådan lyder det fra BILLED-BLADETs Eurovision-ekspert Julie Lund Rosenfeldt Isen.
- Det tyder på, at der er lagt op til en spændende finale lørdag aften. De sidste par uger har bookmakernes favorit skiftet igen og igen, og der er ikke en helt klar favorit til at løbe af sted med sejren.
- For at vinde Eurovision skal man appellere både til seerne og til juryerne rundt omkring i de i år 39 lande, og det er før set, at der kan være stor uenighed, når det kommer til, hvad der falder i seernes og jurygruppers smag. For eksempel så sent som i 2019, hvor Norge var seernes vinder med 291 point – men kun fik sølle 40 point af juryerne, og samlet endte seerfavoritten derfor kun på en 6. plads. Samme år var Holland hverken favorit hos juryer eller seere, men når alle stemmerne blev lagt sammen, stod Duncan Laurence alligevel tilbage som den samlede vinder, siger hun.
Rock på toppen
Skal Julie Lund Rosenfeldt Isen give et bud på, hvilke deltagere hvis chance alligevel er lidt større end andres, så peger hun blandt andet på Italien.
- Mange spår, at det bliver en sejr til Italien med deres rockede bidrag ”Zitti e buoni”, og jeg tror helt sikkert, at Italien vil få en topplacering lørdag aften og høste mange stemmer fra både juryerne og seerne – selv om de hårdt rockende Måneskin nok ikke vil falde i alles smag, siger hun.
Men favoritværdigheden som Malta fik op til Eurovision Song Contest hænger også fortsat ved.
- En anden mulig vinder er Malta, der stiller op med sangerinden Destiny og sangen "Je me casse". Før prøverne begyndte i forrige uge, var Malta favoritten til at hive landets allerførste sejr hjem, men de er faldet lidt hos bookmakerne de seneste dage. Jeg tror stadig, at der er mulighed for en maltesisk sejr lørdag, da Destiny er en dygtig sanger med en catchy sang – dog skal Malta på scenen allerede som sang nr. 6 og kan derfor risikere at blive glemt lidt, når seerafstemningen begynder efter sidste sang, lyder det fra Julie Lund Rosenfeldt Isen.
Endnu flere bejlere
Det skal dog ikke udelukkes, at flere lande kan kæmpe med om sejren. For der er virkelig mange gode bud på vindermelodier, vurderer Julie Lund Rosenfeldt Isen.
- Frankrig er også en af bookmakernes favoritter, og jeg tror i høj grad, at den franske sang ”Voilà” vil falde i jurygruppernes smag. Men vil den mon også ramme seerne? Det er en flot sang, som nok skal få masser af stemmer – men en lang periode med nedlukninger og corona-pandemi tænker jeg, at Europa måske har brug for lidt fest og vil stemme derefter. Det kan give en mulig fordel til feltets mere up-tempo bidrag.
- Andre lande, der bejler til topplaceringer, er den følsomme og storladne sang fra Schweiz, ”techno møder folkemusik” fra Ukraine og nogle af favoritterne fra sidste år aflyste Eurovision, Daði og Gagnamagnið fra Island, der dog desværre ikke kan stå på scenen lørdag, da et af bandmedlemmerne er smittet med corona – derfor er deres optræden en båndet optagelse fra prøverne, siger hun.
Tæt løb
Dermed er der bestemt grund til at se med, når finalen i Eurovision Song Contest afholdes lørdag den 22. maj.
Faktisk bør seere følge med helt til sidste sekund, for meget kan ske, når pointene fordeles.
- Jeg håber, at det bliver en spændende finale med tæt løb i toppen og store overraskelser. Afstemningen foregår på den måde, at først afgiver talspersoner fra alle 39 lande jurystemmerne, og derefter bliver seerstemmerne fordelt fra bund til top i forhold til, hvor mange jurystemmer landene har fået. Derfor kan alt nå at ændre sig helt til sidste øjeblik, siger BILLED-BLADETs Eurovision-ekspert Julie Lund Rosenfeldt Isen.
Finalen i Eurovision Song Contest kan ses på DR1 fra klokken 21.00 lørdag den 22. maj.