Få overblikket her: Sådan bliver Eurovision-aftenen

Nikolaj Koppel, Lise Rønne og Pilou Asbæk.

Nikolaj Koppel, Lise Rønne og Pilou Asbæk.

Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET

Kronprinsparret, Will Ferrell og Nikolaj Coster-Waldau er nogle af dem, der ankommer på Eurovision Song Contests VIP-løber i aften.

Lørdag, 10. maj 2014 - af Dorte Quist

Lige nu, hvor den allersidste generalprøve kører over scenen i B&W Hallerne, tælles der også ned til den endelige direkte finale i Eurovision Song Contest i aften klokken 21.00. Men forinden er der en række andre spændende ting, der finder sted ude på Eurovision Island.

KL.18.30 ankommer de mange inviterede VIP-gæster på Eurovisionens blå løber. Ud over en række folketingsmedlemmer og medieordførere fra de forskellige partier, så tæller VIP-listen også navne som skuespiller Nikolaj Coster-Waldau, den danske NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen, "X Factor"-dommeren Thomas Blachman, Pernille Rosendahl, Søren Bundgaard og Søren Poppe og Jørgen de Mylius.

Amerikansk filmstjerne med til Eurovision

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) bliver også at finde på den blå løber. Faktisk er vores statsminister så glad for Eurovision Song Contest, at Statsministeriet for nyligt kontaktede Basims manager og spurgte, om han ikke havde lyst til at komme forbi og hilse på den musikglade Helle Thorning-Schmidt. Derfor var Basim forbi Slotsholmen i næsten en time forleden, hvor han drak kaffe og fik en rigtig hyggelig sludder med statsministeren, der fortalte, at hun, sammen med hele familien, ville heppe på Basim i aften.

Et enkelt navn skiller sig ud på listen over VIP-navne; nemlig den amerikanske komiker og skuespiller Will Ferrell , der netop har været aktuel med kultfilmen ”Anchorman 2”. Det er et stort mysterium, hvorfor Will Ferrell kommer til Eurovision Song Contest i København.

EBU, der har inviteret ham, vil kun sige, at de hvert år inviterer udenlandske kulturpersonligheder, der har interesse i musikkonkurrencen. Men BILLED-BLADET kan måske kaste lidt lys over sagen: Will Ferrell er netop nu i gang med at filme tv-serien ”Welcome to Sweden”, hvor han spiller en journalist, der flytter til Sverige, fordi han forelsker sig i en svensk pige. Så måske var Will Ferrell bare i nabolaget…?!

Kronprinsparret er de sidste

Klokken 20.30 ankommer kronprinsparret som de sidste på den blå løber. I modsætning til i torsdags, hvor kronprinsesse Mary også besøgte Eurovision Island sammen med sine to ældste børn, prins Christian og prinsesse Isabella, og da hilse på både Basim og Emmelie de Forest, så skal kronprinsparret ikke hilse på nogen af de medvirkende i aften.

Klokken 21.00 går showet i gang med en storslået og actionmættet indledning, og så går det ellers derud af med 26 sange, der her højst må vare tre minutter. En enkelt gang undervejs er der en pause, hvor DR vises et humoristisk indslag om Eurovision Book of Records, mens der i andre lande vises et reklameindslag.

De 26 lande er cirka færdig med at optræde omkring klokken 22.30, og derefter kommer det første danske underholdningsindslag, som er lagt i hænderne på teaterproducent Nikolaj Cederholm. Derefter skal hele 37 lande – også de lande, som ikke klarede sig igennem de to semifinaler – afgive deres point. Fra Danmark er det jo ligesom sidste år Sofie Lassen-Kahlke, der skal afgive de danske point.

Og endelig – omkring midnat – er vinderen af Eurovision Song Contest 2014 fundet.

Når han eller hun eller de er fotograferet, har fået Eurovision-trofæet og har sunget vindersangen igen, kører rulleteksterne over TV-skærmen omkring 15 minutter over midnat.

BILLED-BLADET ønsker alle en god aften ved TV-skærmen.