12. maj. 2017
Af Niels Burgos

Fynboerne vil have Kim Larsen som speaker i deres nye letbane

Kim Larsen
Kim Larsen
Foto: All Over
Nationalskjalden Kim Larsen er en populær herre - også på Fyn, hvor han bor.

Fynboerne er ikke i tvivl: De vil gerne høre Kim Larsens karakteristiske stemme i højttalerne, når de kører med den kommende letbane i Odense. I Aarhus valgte man at få forfatteren og Tour de France-kommentatoren Jørgen Leth til at lægge stemme til meddelelser over højttaleranlægget i byens letbane - og inspireret af dette, valgte TV 2 Fyn at lave en afstemning om, hvem brugerne helst ser være guide i deres planlagte letbane. Over en tredjedel af stemmerne faldt på Kim Larsen, der bor fast i Odense.

Men sådan bliver det ikke. - Kim Larsen siger pænt nej tak. Og han foreslår samtidig, at I tilbyder jobbet til Jørn Mader, siger Kim Larsens manager med et glimt i øjet til TV 2 Fyn iflg. Jyllands-Posten. Jørn Mader er også fynbo og var i mange år en populær sportskommentator på TV 2. Blandt andet også på Tour de France - sammen med Jørgen Leth.

Morten Grundwald eller Trine Dyrholm?

Blandt de øvrige favoritter til jobbet var den tidligere målmand i IB, Lars Høgh, samt skuespillerne Morten Grudwald og Trine Dyrholm.

Der foreligger intet om, hvilken løsning selskabet bag letbanen vil vælger. Men Kim Larsen bliver det altså ikke,

Hos Odense Letbane tager man positivt imod afstemningen og slår fast, at »vi modtager altid gerne vejledende forslag - også fra fynboerne«, skriver Jyllands-Posten

Der er dog endnu tre år til, at man tager endelig stilling til speakeren - og derfor også noget tid endnu, hvor Kim Larsen kan ændre sin beslutning.

LÆS MERE: Kim Larsen har mistet sin mor

Læs mere om: