Torsdag, 25. august 2022 - af Stine Schou

Godt nyt fra Pernille Rosendahl: Ikke sket i 17 år

Foto: Mikael Rieck
Pernille Rosendahl og resten af Swan Lee er klar med ny musik for første gang siden bruddet i 2005.

Når torsdag bliver til fredag sker der noget, der ikke er sket i mange år.

Pernille Rosendahl, Jonas Struck og Emil Jørgensen har fundet sammen igen. I april annoncerede de, at de havde gendannet Swan Lee, og nu sender de så et nyt nummer ud i verden.

"Heaven", hedder det og der er sikkert mange fans i det danske land, der er glade for, at bandet, der brød op i 2005, er samlet igen og klar på ny musik og nye koncerter.

I starten af 00'erne brød Swan Lee gennem lydmuren på den danske musikscene med deres karakteristiske indie-rocklyd. De blev vanvittigt populære, fik vanvittigt travlt og spillede vanvittigt mange koncerter. Efter to albums og mange timer sammen var den kreative åre udtømt og venskaberne slidt op. Det fortalte de, da de var i "Go'aften Live" torsdag aften.

Har holdt kontakten

Siden bruddet har Jonas og Emil holdt kontakten, og Pernille og Emil har set hinanden, fordi Emil er gift med Pernilles søster, filminstruktøren Christina Rosendahl. Og en dag besluttede de sig for, at mødes igen.

- Det har taget noget tid. Vi startede med en middag på Lumskebugten, og siden har vi holdt rigtig mange frokostmøder hos Pernille. Vi har virkelig taget os god tid til at tale. Vi har jo sindssygt mange gode sjove historier og minder sammen, men efterhånden som vi nærmede os, at projektet blev mere og mere konkret, så blev vi også nødt til at tale om, hvad var det, der gik galt, præcist, dengang, fortalte Emil Jørgensen. 

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Bandet rådførte sig med hende, de kalder deres bandpsykolog, som de også havde talt med for 20 år siden.

Det betyder, at de tre medlemmer, nu har styr på, hvordan de sikrer, at det ikke kører af sporet igen.

- Vi er blevet ældre og på mange måder, har vi også lært at træde tilbage fra nogle problemer og have mere tålmodighed og rummelighed, tror jeg, sagde Pernille Rosendahl.

De har nu givet hinanden to løfter.

- Vi ville se, om musikken stadig var imellem os. Altså om kreativiteten var der. Og det var den, fortalte Pernille og fortsatte.

- Og det andet, det var, at der er noget enormt sårbart i at efterlade noget i en tilstand, man er ked af, så mange år tilbage. Vi bliver allesammen 50 år i år. Jeg er løbet i forvejen, de to andre kommer, og vi bliver 150 år tilsammen. Vi tænker, der er et eller andet med at gå tilbage til noget, der har gjort ondt, og så prøve at gøre det bedre. Det, synes vi, var på tide og noget smukt at gøre.

Derfor sender de nu ny musik ud i verden. Nummeret "Heaven", som de har skrevet sammen med Teitur kan høres fra midnat.

Foto: Majbrit Larsen Behi

Seneste nyt

Relaterede artikler

Udvalgt til dig

Fra forsiden