Grøn Koncert-navne kæmpede med chok
Årets sidste Grøn Koncert i Valbyparken i København i søndags var præget af tragedien i Norge to dage før - og et usandsynligt dårligt sommervejr. Men både kunstnere og publikum trodsede de dårlige odds og skabte en fest - ikke for at glemme den forfærdelige hændelse hos vores broderfolk i Norge, men for at bevise at mørket aldrig må kvæle lyset.
Medina gav den hele sin brækkede gipsarm og fik publikum til at hoppe op ned på den sjaskvåde plæne. Det samme gjorde de øvrige kunstnere - med bevarelse af respekten og medfølelsen med ofrene for den grusomme handling i Norge.
Her kan læse nogle af kommentarerne fra de optrædende og deres publikum.
Kato:
- Det var et chok, da jeg hørte om det. Man lever lidt i sin egen bobbel, når man er på tour, så jeg troede ikke, det var rigtigt. Umiddelbart har man slet ikke lyst til at gå på scenen, men det er vigtigt, at livet går videre. Men det er forfærdeligt.
Lina Rafn:
- Det er dybt tragisk, men selvfølgelig skal vi stille op og spille. Det er næsten ikke til at rumme, men livet må ikke gå i stå.
Jacob Haugaard:
- Manden er jo rablende sindssyg. Han har forberedt sig i ni år! Den slags kan man ikke gardere sig imod. Frygten er det værste, og den må ikke tage over. Grøn Koncert er frygtløs! Vi trodser både det og regnen og lader os ikke kue, men jeg kan slet ikke have det indeni.
Ditte Hansen:
- Det er forfærdeligt. Jeg var på scenen samme aften i Cirkusrevyen. Jeg tænke på det på scenen og kunne mærke, at publikum også var mærket. Jeg skulle da også lige overveje "kan jeg tillade mig at få folk til at grine sådan en aften?" Men jo, det kan man og skal man. Vi skal tro på livet.
Matthias og Piotrek fra Duné:
- Jeg er kvart nordmand og kender mange folk i Oslo, så jeg blev dybt chokeret, da jeg hørte om bomben og senere rædslerne på øen (Matthias). Det er terror, og vi må ikke give os. Men han var alene og ikke en del af en stor organisation. Vi må holde fast i det, vi tror på og i livet (Piotræk).
Camille Jones:
- Det er så trist og sindssygt, at jeg slet ikke kan forholde mig til det - forfærdeligt.