2. maj. 2013
Af Dorte Quist

Her er Emmelies Grand Prix-kjole

Emmeli de Forest
Emmelie de Forest
Foto: Lina Ahnoff
DR afslører nu hvilken kjole Emmelie de Forest skal optræde i ved Eurovision Song Contest i Malmø om to uger.

Det bliver en cremefarvet kjole af økologisk, ubleget bomuld kreeret af den danske/græske designer Anja Elefteria.

- Vi har valgt kjolen ud fra den stil, der passer til Emmelie. Den skulle ikke være pailletbesat eller for feminin. Det handlede i stedet om at bevare noget af Emmelies ungdommelighed og hendes lidt mere skjulte sensualitet, siger Anja Elefteria.

Kjolen, som blev valgt af Emmelie de Forest selv og sangskriveren Lise Cabble, var oprindeligt en basismodel, som den dansk/græske designer siden tilpassede specifikt til den unge sangerinde.

Anja Elefteria, der især er kendt for at designe brudekjoler, arbejder normalt med meget begrænsede elementer. Derfor er Emmelies kjole ikke prangende som Grand Prix-kjoler oftest er det. Men fine detaljer er der blevet plads til.

- Kjolen er snoet og flettet for at skabe det naturbarns-agtige look. I sidste øjeblik påførte vi desuden nogle sorte blodsten for at give lidt kant, siger Anja Elefteria.

Kjolen er den, Emmelie også bærer på coveret af sit debutalbum 'Only Teardrops', som udkommer på mandag.

( Fotograf Lina Ahnoff/Foto fra forretningen, hvor hun står med ryggen til )

Læs mere om: