Ib Grønbech sælger det hele
– Jeg har ikke så mange kræfter, som jeg har haft, erkender sangeren Ib Grønbech, der har været gennem et længere sygdomsforløb, og samtidig har han lige rundet de første 60 år i livet. Derfor er han nået til den konklusion, at han vil sælge gården tæt på Løkken og sommerhuset i Harerenden nord for Lønstrup.
– Nu vil jeg hellere bruge alle mine kræfter på at skrive tekster og lave musik, lyder fremtidsplanerne.
Den idylliske landejendom har Ib selv ombygget, så de 200 kvadratmeter nu fremstår i fransk landstil
med en tilhørende have på en tønde land samt lade og staldbygninger, der gør den velegnet for købere med interesse for heste. Prisen er 2,25 million kr., og der er sådan set købere nok.
– Problemet er bare, at enten kan de ikke låne pengene i banken, eller også skal de have solgt deres hus først, siger Grønbech, der vil flytte til noget mindre på egnen sammen med sin kæreste Pia.
Samtidig har Ib Gørnbech indset, at han ikke bruger sit sommerhus nok, selv om det ligger i første klitrække med panoramaudsigt kun 15 meter fra det brusende Vesterhav.
– Jeg er jo vokset op ved havet. Havde jeg boet langt væk fra vandet, ville jeg nok komme til at savne det, vurderer Ib, der har sat sin lille liebhaverperle på bare 32 kvadratmeter til salg for 2,5 million kr.