Ingen vil købe Anne Linnets sommerhus
Stor entre, badeværelse med badekar, landkøkken, lade og anneks. Ialt 168 kvadratmeter bolig på en 3.000 kvadratmeter stor grund.
Det er Anne Linnets sommerhus, som hun købte i 1990 - samme år, som det blev bygget. Dengang kostede huset 500.000 kroner; i dag mener - eller mente - Anne Linnet, at det skal koste mere end 10 gange så meget. Hun forlanger nemlig 5,5 millioner for huset, der ligger 10 kilometer syd for Skagen og godt og vel en kilometer fra nærmeste strand.
I gennemsnit tager det knap et år - helt præcist 348 dage - at få solgt et sommerhus, der som regel har fået prisen sat ned undervejs, skriver boliga.dk.
Anne Linnets hus koster stadig 5.500.000 kroner, og efter tre et halvt år - 1200 dage - har ingen villet købe det.
Formentlig er Anne Linnet så velhavende, at hun har råd til at vente laaang tid endnu. Siden huset blev sat til salg i marts 2008, er kun ét hus i Skagen og omegn blevet handlet til mere end fem millioner kroner.