Jørgen Olsen vil lave musical
Jørgen Olsen har fået en god ide. På samme måde som det svenske Abba-medlem Björn Ulvaeus for femten år siden fik ideen til at lave musicalen 'Mamma Mia', der i dag er set af 35 millioner mennesker, vil Jørgen Olsen nu gøre det samme. Med sange fra Brdr. Olsens og eget repertoire naturligvis.
- Det begyndte med, at min kone og jeg og nogle venner var på tur til London. Som så mange andre så vi 'Mamma Mia'. Det slog fuldstændig benene væk under mig. Den glade stemning, handlingen, humoren og det geniale i at placere den i Grækenland ramte mig, siger Jørgen Olsen til bt.dk.
Olsen har nu valgt de sange, der skal bruges i hans egen musical, og sammen med forfatteren Michael Neumann, har han skrevet historien, der skal ligge til grund for musicalen. Det bliver om en ung mands stræben efter at blive musikstjerne. Inspireret af både "X-Factor" og "Voice" og Olsens egne erfaringer fra branchen.
- Vi kommer naturligvis aldrig til at sælge 35 mio. billetter verden over. Men med det publikum, vi stadig har i Sverige og Tyskland kunne der måske være muligheder her. Det skal være en musical med en let og humoristisk tone. Der er rigelig med problemer i dag. Folk skal glemme virkeligheden, når de ser denne musical siger Jørgen Olsen, der endnu ikke har lagt sig fast på en den endelige slutning, men som han siger:
- Publikum undgår næppe at høre "Fly On The Wings Of Love".