Julie Berthelsen: Jeg er bekymret
Julie Berthelsen, 40 år, er som alle andre i underholdningsbranchen hårdt ramt af de mange aflysninger, der er fulgt i kølvandet på corona-nedlukningen af Danmark.
Den dansk-grønlandske sangerinde skulle have optrådt i Cirkus Arena til premieren onsdag den 25. marts, men, den er indtil videre udskudt til midt i april. Og hun har som selvstændig også måttet vinke farvel til andre job.
- Jeg har mistet alle mine engagementer, og det ville være løgn at sige, at jeg ikke er bekymret. Jeg går ind og ud af følelser. Det ene øjeblik har jeg det sådan, at det skal nok gå alt sammen. Næste øjeblik er jeg fyldt med frygt og bekymringer, fortæller Julie Berthelsen, som tilbringer dagene derhjemme med manden, Minik Dahl Høegh, og deres børn, Casper Nanoq og Sia.
- De hjælper mig til at skifte fokus. Jeg nyder at være hjemme med familien. Den her måde at være sammen på er man jo normalt kun i ferier, siger hun.