Keld Heick siger farvel til Top Charlie
Dansktop-programmet 'Top Charlie' på TV 2 Charlie er ved at være fortid.
Skønt det er blevet stadig mere populært hos kanalens kerneseere drejer det efter indeværende sæson nøglen om.
- Det er bestemt trist, og det bliver da et savn. Men det er en redaktionel beslutning, og jeg går ud fra, at det er fordi programmet er for dyrt at lave, siger Keld Heick til tvtid.
- Den melding, vi har fået, er, at programmet er sat på pause, og i den formulering ligger der jo en mulighed for, at det kommer tilbage. Det håber vi i hvert fald på, at det gør, konstaterer Heick.
Han kan så glæde sig over, at den årlige 'Top Charlie'-koncert i Parken, fortsætter.
Årets dansktop-koncert vises på TV 2 Charlie fredag aften, og ifølge Keld Heick er der masser, seerne kan glæde sig til, blandt andre Birthe Kjær, På slaget 12 og den tyske sangerinde Andrea Berg.