Lene Nystrøm til pressemøde: - Jeg er fuldesyg
Hun skulle have siddet i makeup-stolen klokken otte onsdag morgen på TV 2, men Lene Nystrøm havde en smule svært ved at komme ud af sengen.
Det lykkedes dog Aqua-sangerinden at blive stylet inden pressemødet på sangprogrammet "Voice - Danmarks største stemme" gik i gang, og hun beklagede, at hun ikke var helt på toppen.
- Jeg er fuldesyg. Jeg var i Aarhus for at indspille et nyt track med Kato i går, og så fik jeg lidt for meget at drikke. Inden jeg nåede hjem, var klokken fire, så jeg har kun nået at sove et par timer og føler mig lidt rundt på gulvet, forklarede Lene Nystrøm til BILLED-BLADET.
Pressemødet gik først i gang klokken 12, men sangerinden var blevet bedt om at komme tidligt.
- Jeg skulle være her klokken otte, men klokken ni lå jeg stadig i sengen. Jeg får altid at vide, at jeg skal være her så tidligt, fordi de godt ved, at jeg altid er lidt forsinket, og så havde de noget tid at gøre godt med, indrømmede hun med et smil.