Lene Siel: Nu skal jeg kæmpe for min karriere
Den 44-årige sangerinde Lene Siel kunne faktisk godt være millionær i dag. For hun har igennem karrieren der startede, da hun var teenager været en af mest succesrige danske kunstnere med en over en million solgte albums.
Men sådan er det ikke gået. Grunden er, at det pladeselskab, hun har haft kontrakt med, da hun startede sin karriere som 17-årig, i den grad skummede fløden på hendes massive pladesalg. Derfor valgte hun i en alder af 40 år at bryde med selskabet, og at gå sine egne veje.
- Jeg havde nogle år, hvor jeg lige skulle sunde mig, for der var meget vrede. Jeg reagerede ved at være meget produktiv, men jeg var virkelig super-skuffet, for jeg var slet ikke forberedt på det, men det var også befriende at få lov til at stå alene. Jeg blev jo signet allerede som 17-årig, og det danner nogle mønstre som kan være svære at komme ud af, siger Lene Siel.
Men sangerinden oplever også, at pladebranchen ikke er, hvad den har været, og at der virkelig skal kæmpes for at tjenes penge. Det er en stor opgave at stå alene med, men Lene Siel har det godt med ansvaret.
- Ham, der stod bag mit gamle selskab, var en dygtig mand og god til det, han lavede, men han pressede mig også ind i en rolle. Pludselig skulle jeg selv til at tage mere initiativ, og det er nyt. Pladebranchen har samtidig lidt et knæk, og et album er i dag mere promotion end det er noget, man tjener penge på. Det er virkelig skidesvært, og pladeselskaberne kæmper også, men musik kan jeg ikke undvære, siger Lene Siel.
Får større tilfredsstillelse
Sangerinden har nemlig lige siden sin skoletid været kendt som ’hende der altid synger’, og det kan hverken dalende pladesalg eller dårlige kontrakter tage fra hende. Derfor formår hun også at se det positive i, at hun ikke har tjent så meget på sin flotte sangstemme, som hun kunne have gjort.
- Det er faktisk først nu, at jeg skal kæmpe for min karriere, for jeg fik min første pladekontrakt forærende, da jeg var 17 år, og jeg er blevet holdt i hånden hele vejen igennem. Det endte så med at være pladeselskabet, der tjente de store penge, så det her giver en større tilfredsstillelse, siger sangerinden.
Men den pæne kunstner har aldrig været guf for ugebladenes kulørte sider, og resten af pressen har for det meste ikke været alt for interesserede i at dykke ned i hendes livsfortælling. Lene Siel oplever generelt, at det er rigtigt svært at få hul igennem til medierne, når hun er pladeaktuel.
- Jeg er nok bare for pæn, og jeg er jo heller ikke blevet skilt for eksempel. Det er skidesvært at komme igennem til pressen. I gamle dage var det sådan, at man ikke måtte være for meget i medierne, hvis man ville sælge plader, og i dag skaber man jo mediepersonerne, for derefter at lave pladerne, siger Lene Siel.
Hvordan en lille, privat historie pludselig kan blive til noget stort, gik for alvor op for hende, da hun for seks år siden efter et interview om sundhed med en journalist blev stillet spørgsmålet, om hun havde oplevet alvorlig sygdom i sin familie. Her fortalte Lene Siel, at hendes døtre led af ryglidelsen skoliose der gjorde, at de dagligt skulle gå med korset for at stabilisere ryggen.
- Det gik så hen og blev en forside, og jeg blev også spurgt, om jeg ville medvirke i Go’ Aften Danmark. Det kom meget bag på mig, men jeg kan da godt forstå, at det er interessant, og at det kan hjælpe andre mennesker, at jeg fortæller om det, men på det tidspunkt havde jeg egentlig helst holdt det privat, siger sangerinden, hvis døtre i dag ikke har mén af lidelsen.
Vil ikke være i rampelyset
Selv om Lene Siel nu selv skal styre sin forretning som sangerinde, har hun da heller ikke tænkt sig at dyrke kendis-livet mere, for at gå til premierer og at være i rampelyset for andet end sin musik, er slet ikke noget for hende.
- Jeg kan godt lide at være privatperson, at gå uden make-up og ikke at ligne Lene Siel hele tiden, men jeg har skullet vænne mig til, at grænserne har rykket sig, for jeg har ikke det store behov for at blive set, eller at gå til premierer. Det er ikke fordi, jeg ser ned på dem, der dyrker det, men jeg kan bare selv bedst lide at stå frem, når det er i mit job på scenen. Det er jo nok nordjyden i mig, der gør det, men meget i denne branche handler jo om at blive set, siger Lene Siel.
Næste stop for sangerindens sommer-optrædener er sankthansaften i Tivoli, hvor hun giver koncert for de fremmødte på Plænen.
LÆS OGSÅ:
Mangler du læsestof om at komme videre med karrieren? Så få tre gode bog-forslag på femina.dk