23. jan. 2023
Af Christinna Braun

Leo ramt af alvorlig sygdom: Det siger Sussi om fremtiden

Sussi og Leo. 
Sussi og Leo.
Foto: Lars Horn
Leo stopper musikkarrieren på ubestemt tid.

Ægteparret Sussi og Leo har rejst land og rige rundt sammen i over 50 år, hvor de har underholdt med sang og musik.

Nu er det slut med duoen, efter parret mandag morgen meldte ud, at Leo er ramt af alvorlig sygdom.

Han har stoppet musikkarrieren på ubestemt tid, efter han i december blev ramt af tarmslyng, som har krævet operation og flere indlæggelser, bl.a. på intensiv.

- Leo er faktisk meget, meget syg, og han ligger på hospitalet. Han har været lige ved at dø tre gange, fortalte Sussi til Se og Hør om sin elskede mand.

Både Sussi og Leo ser lyst på tingene, og de regner med, at den 67-årige Leo snart er hjemme igen.

Og han har masser af planer for pensionisttilværelsen, som venter ham, fortæller Sussi til B.T.

- Han kan godt lide at skrive og vil også i gang med at programmere computerspil, så det glæder han sig rigtig meget til at komme i gang med, fortæller Sussi til B.T.

Sussi fortsætter med at optræde med deres kendte sange sammen Thomas Ehrenreich på trommer og Kim Karmark Petersen på keyboard under navnet ”Sussi og Drengene”.

Læs mere om: