Lina Rafn hader uærlige mennesker
Lina Rafn er ikke bange for at sige sandheden og har faktisk gjort det til sit varemærke at sige tingene, som de er. Derfor har hun det meget svært med at være i nærheden af mennesker, der spiller med fordækte kort, har lumske bagtanker og i det hele taget har en lemfældig omgang med sandheden.
"Jeg kan altid mærke, om jeg har et sandt menneske foran mig, også selv om jeg ikke altid ved, hvad det er, der giver mig den følelse. Min mave fortæller mig bare, når der er ugler i mosen," fortæller Lina Rafn til FEMINA. Og reaktionen udebliver ikke, når Infernal-sangerinden møder uærlige mennesker.
"Jeg trækker mig væk. Uærlighed gør mig sindssygt utryg, for jeg vil gerne føle, at jeg har nogenlunde styr på situationen, og det kan man ikke have med uærlige mennesker, for de er ikke til at regne ud," konstaterer 33-årige Lina i FEMINA.