Medina skal være Popstars-dommer
Medina er en kvinde, der har stor succes med sin musikalske karriere, og nu skal hun bruge nogle af sine evner til at finde nye talenter i showet ”Popstars”, der sendes på Kanal 5 til efteråret.
Medina bliver en af de tre dommere – det er endnu ikke offentliggjort, hvem hendes to kolleger er.
- Jeg har valgt at sige ja til Popstars, fordi programmet har en ”feel good”-vibe uden en konkurrence mellem os dommere. Vi ”dommere” er ikke imod hinanden, vi udnytter hinandens potentiale til at få det bedste ud af deltagerne, hvilket for mig er en stor force. Jeg glæder mig meget til at møde deltagerne og til at se, hvad vi kan vride ud af dem. Det er vigtigt, at de fra starten ved, at det her ikke er let - og at de er klar på, at der skal knokles for at nå sine drømme og mål – præcis på samme måde, som jeg har gjort og bliver ved med at gøre det. Jeg glæder mig oprigtigt til den her udfordring som ”Popstars”-dommer, udtaler Medina i en pressemeddelelse fra Kanal 5.
Hvis du er over 16 år og drømmer om at blive coachet og bedømt af Medina, kan du tilmelde dig på Kanal 5’s hjemmeside. Castingen er allerede i gang.