Michael Bundesen er flyttet hjem igen
For et år siden ramte en blodprop i hjernen Michael Bundesens så hårdt, at han blev lammet i den ene side af kroppen. Men nu ser det ud til, at den populære sanger er kommet på benene igen.
Ifølge SE og HØR har den 63-årige Shu-bi-dua-sanger vinket farvel til hospitaler og genoptræningscentre og er vendt tilbage til hjemmet i Skovshoved nord for København.
Flytningen er et tegn på, at Michael Bundesen er på vej tilbage til musikscenen, hvor han har optrådt gennem de sidste 39 år sammen med gruppen Shu-bi-dua. Kilder understreger dog over for SE og HØR, at han stadig har brug for støtte til praktiske ting i hjemmet og får hjælp af kommunen.
Michael Bundesens søn, Nicolaj, har hele tiden været optimistisk omkring sin fars helbred.
- Der er ingen grund til at tro, at det ikke ender godt, og at han ikke kommer til at stå på en scene igen på et tidspunkt, har Nicolaj tidligere udtalt til ugebladet.
Den lange hospitalsindlæggelse er dog et dårligt tegn, fortæller en psykolog til SE og HØR.
- Når der er gået et år, inden man komer hjem, har man været meget syg, siger Hanne Christensen, overlæge på Bispebjerg Hospital.