Michael Bundesen har sat sit hus til salg
Michael Bundesen har efter at have boet i det samme hus i Charlottenlund nord for København i mere end 30 år, valgt at sætte det til salg. Det skriver HER og NU.
Og det er sønnen, Nicolaj Bundesen, der forklarer, hvorfor hans nu 65-årige far har valgt at sælge sin bolig.
- Vi har jo alle somme tider brug for noget luftforandring. Desuden er det er stort hus, hvor han langt fra bruger det hele, så vi synes, det er bedre, at en ny familie får glæde af det fantastiske hus, som vi selv har haft glæde af i så mange år, siger Nicolaj Bundesen.
Ifølge sønnen er ”Bonden” ikke vemodig ved tanken om at skulle flytte, selv om der ligger megen historie i huset, hvor hans børn er vokset op.
Det er endnu ikke besluttet, hvor han flytter hen, for først skal den store villa sælges, og måske ender den som tre villalejligheder på hver 152 kvadratmeter.
Sammen med sin søster Nanna har Nicolaj Bundesen stået for mange af de praktiske ting i forbindelse med, at deres far for tre år siden blev ramt af en blodprop i hjernen.
”Bonden” har siden været lammet i venstre side af kroppen og er ved at lære at gå igen.
Om Shubidua-forsangeren nogen sinde kommer på scenen igen er uvist, men han er stadig ved godt mod, fortæller sønnen, der også kan berette at hans far er begyndt at male.
- Han er faktisk en utrolig habil kunstner, til vores alles store overraskelse, griner Nicolaj Bundesen.
- Der er planer om en udstilling i efteråret, så kan folk jo selv komme og vurdere værkerne, siger han.