11. nov. 2013
Af Casper Nielsen

Michael Bundesen vil lære at gå igen

Michael Bundesen
Michael Bundesen
Foto: Birger Storm (BILLED BLADET)
Shu-Bi-Dua forsangeren er ved at lære at gå igen, men bandet kommer ikke til at spille forløbig.

Det var en tydeligt bevæget Michael Bundesen, der siddende i en kørestol flankeret af sine to bandmedlemmer Michael Hardinger og Kim Daugaard takkede bandets fans og juryen for den fine pris, de modtog ved Danish Music Awards.

- Jeg havde egentlig planlagt en meget lang takketale, men det blev det ikke til. Det er tre eller fire år siden, jeg sidst har stået - eller siddet - på en scene. Det hele er meget overvældende. Tusind tak, sagde Michael Bundesen fra scenen.

Efterfølgende uddybede han overfor TV2.dk

- Det går godt. Jeg er ved at lære at gå igen. Og det tager tid. Lige nu kommer jeg rundt med den her smarte kørestol, som jeg kører rundt i, siger Michael Bundesen, der fortæller, at han blev meget glad, de han hørte publikums overstrømmende jubel, da det blev offentliggjort, at Shu-Bi-Dua havde vundet æresprisen.

Om Shu-Bi-Dua nogensinde kommer til at spille live igen afhænger ifølge Ole Kibsgaard, bandets guitarist, af Michael Bundesens form:

- Helt ærlig: Jeg ved det ikke. Det er Michaels helbred og bedring og alt muligt, der afgør det, siger Ole Kibsgaard til BT.

Ved Danish Music Awards sagde Michael Hardinger efterfølgende til pressen, at Bundesens humør backstage havde været i top:

- Da vi sad og ventede på at komme ind, sagde han til mig: ”Ja, det er jo sådan det er, Michael, og så begyndte han at synge: ”Hva' mon man er – før man bliver til, et stjerneskud et puslespil …”, fra den Røde Tråd ..."

Michael Bundesen og de øvrige shubber fejrer i disse dage 40-års jubilæum og kan glæde sig over, at dobbeltalbummet '40 års shu-bi-læum' efter lørdagens TV-show er kommet ind på en 8.-plads på iTunes-listen over mest solgte album netop nu.

Læs mere om: