27. jun. 2013
Af af Malan Joensen

Michael Jackson til sønnen før sin død: De vil slå mig ihjel

Prince Jackson taler om sin fars frygt for døden
Prince Jackson taler om sin fars frygt for døden.
Foto: AOP
Prince Jackson vidnede i familiens retssag mod koncertarrangøren AEG, og det er stærke sager der kommer for dagen i retten.

I denne uge er det fire år siden, poplegenden Michael Jackson døde.

Lægen, Conrad Murray, der gav sangeren en dødelig mængde af bedøvelsesmidlet Propofol blev senere dømt for uagtsomt manddrab og fængslet, men for de efterladte er der endnu ikke sat punktum i den tragiske sag.

De har sagsøgt koncertmastodonten AEG Live for svimlende 31 billioner pund – svarende til omkring 270 billioner kroner.

De mener, AEG Live tog mere hensyn til deres mulighed for at tjene store summer penge frem for Michael Jacksons helbred, og at det er AEG Lives skyld, Michael Jackson kom i kløerne på Conrad Murray og derigennem mistede livet.

Omvendt mener AEG Live, at Michael Jackson selv var ansvarlig for at vælge Murray som læge. Det skriver avisen The Mirror.

I går var det så den 16-årige Prince Jacksons tur til at komme i vidneskranken.

Han fortalte, at hans far dengang frygtede, at de udmarvende prøver forud for den stort anlagte comeback-turné, ”This Is It”, som AEG Live stod bag, ville tage livet af ham.

Det tog meget hårdt på Michael Jackson, der ikke kunne holde følelserne tilbage efter telefonsamtaler omkring den forestående turné, fortalte Prince Jackson:

- Når han lagde røret på, græd han. Han sagde ’De vil slå mig ihjel, de vil slå mig ihjel’.

Flere medier beretter, at afhøringen af Prince Jackson var meget følelsesladet, og ifølge thewrap.com fortalte sønnen også, at der ikke går en dag, uden at han tænker på sin far og savner ham:

- Intet vil nogensinde blive det samme igen. Jeg kan ikke sove om natten, sagde Prince Jackson, mens han tørrede tårerne væk.

Ifølge The Mirror fortsætter retssagen, der nu er på niende uge, indtil august måned.

Læs mere om: