Michala Petri om ny kæreste: Ikke kærlighed ved første blik
I 18 år dannede den verdenskendte blokfløjtespiller Michala Petri par med musikeren Lars Hannibal, ligesom de også dannede – og stadig danner – par når det kommer til musikken.
Men i 2010 efter mange års forsøg på at redde forholdet blev parret skilt og i dag nøjes de med at arbejde sammen om musikken.
I stedet er der kommet en ny mand ind i Michala Petris liv.
Vi følte sympati
Det er den anerkendte komponist Sunleif Rasmussen, som blandt andet blev tildelt Nordisk Råds Musikpris i 2002 og for få år siden fik det færøske kulturministeriums største musikpris, og som også har undervist i musik på seminariet i Thorshavn.
- Vi mødte hinanden i forbindelse med, at han skulle skrive to værker til Sønderjyllands Symfoniorkester og foreslog, at den ene skulle være en blokfløjtekoncert. Det var ikke ligefrem kærlighed ved første blik, men vi følte sympati, og så holdt vi kontakten ved lige, og på en eller anden måde udviklede det sig stille og roligt til, at vi blev meget glade for hinanden, siger Michala Petri til SØNDAG, og tilføjer:
- Det er jo ikke sådan noget, man kan planlægge. Men ja, jeg tror, det var godt for mig. For det, at jeg mødte Sunleif, var medvirkende til, at Hannibal og jeg var nødt til at finde en afklaring på, hvad vi skulle, siger hun.
Han forlod konen
Og Michala Petri var ikke den eneste der skulle finde afklaring på den private front før kærligheden kunne begynde at blomstre.
- Og Sunleif, som var gift på det tidspunkt, måtte også finde ud af, om han ville blive i sit ægteskab eller forlade det. Det endte med, at han flyttede fra sin kone, og i mellemtiden var jeg blevet skilt, og ja – her er vi så i dag, siger hun.
De bor stadig hver for sig. Hun på Frederiksberg, han i Thorshavn, men pendler begge ivrigt. I virkeligheden er det heller ikke så tosset, indskyder hun, for kunstneriske gemytter at have lidt alenetid.
For tiden har han dog orlov for at kunne komponere to store orkesterværker, han er bestilt til i anledning af et Sibelius-jubilæum i Finland og et Carl Nielsen-jubilæum her i Danmark næste år.
Orloven betyder, at de kan ses oftere end ellers.
Læs også:
- Sonja Oppenhagen. Derfor forlod jeg Klaus Pagh. Få svaret påsøndag.dk
- Tammi Øst blev gift efter 10 år. Angst og sygdom endte med et bryllup. Læs hvordan på søndag.dk