
Midt i periode med stress og pres: Pernille Rosendahl blev reddet på stregen af god kollega

Pernille Rosendahl er en glad kvinde i denne tid, og hun har godt selskab rent professionelt, når hun er på sommertour med sin gode kollega Dorthe Gerlach.
Det var først i 2022, at de to sangere sådan for alvor lærte hinanden at kende.
Det fortæller de i et dobbeltinterview med Alt For Damerne.
Pernille skulle synge på en større tour med Danmarks Underholdningsorkester, men hun havde det ikke godt.
- Jeg var i virkeligheden nok stressramt, siger Rosendahl i interviewet og afslører desuden, at hun midt under en tur på stranden ved Vesterhavet ringede til sin agent og sagde, at hun ikke mente, at hun kunne gennemføre touren med det store orkester.
Den besked ringede hun ind med bare en uge før tourstart.

Pernille Rosendahl blev reddet af Gerlach
Agenten, der også er agent for Dorthe Gerlach, kunne høre, at den var helt gal, men så blev det foreslået, at Pernille skulle dele touren med Gerlach.

Dorthe trådte til og fik rykket rundt på sin kalender, og sådan gik det til, at Pernille og Dorthe Gerlach begyndte at samarbejde.
For Pernille Rosendahl var det fantastisk at lære Dorthe bedre at kende, og Gerlach havde det på samme måde.
Nu er de to stjerner gode venner, og de er altså i gang med deres sommerturné.
