26. sep. 2011
Af af John Lautrup

Niels Olsen: Uden sejren havde jeg været lærervikar

Brødrene Olsen alias Jørgen og Noller
Brødrene Olsen alias Jørgen og Noller
Foto: Birger Storm
Sejren i det Europæiske Melodi Grand Prix ændrede Brødrene Olsens liv markant.

Hvis nogen har måttet kæmpe sig til deres stjernestatus, så er det Brødrene Olsen. De debuterede som teenagere i 1965, og der skulle gå samfulde 35 år med op- og nedture, før de i 2000 for alvor bragede igennem, da de sejrede i Det Internationale Melodi Grand Prix med "Fly on the wings of love". Den sang ændrede deres liv. Den gjorde, at Jørgen kunne kvitte lærerjobbet og leve, som han gør. Med en skøn bolig, en motorbåd lige uden for havedøren og en Aston Martin DB9 Cabriolet i garagen.

- Jeg tænker tit på, hvor vi ville have været henne, hvis vi ikke havde vundet med den sang. Jeg ville sandsynligvis have hutlet mig igennem som lærervikar. Jeg ville aldrig have haft den økonomi, som jeg har. Man bliver ikke lykkeligere af penge, men man lever godt nok roligere, siger Jørgen.

Det slår gnister

Noller og Jørgen er som nat og dag. Perfektionisten Jørgen - og Noller, som er lidt mere løs i fugerne. Således er de tit oppe at toppes, når Jørgen synes, at Noller er lidt for nonchelant med sin påklædning i Brødrene Olsen-sammenhænge.

- Jørgen har et voldsomt temperament, og det bruger han til at få ret. En gang imellem slår det altså gnister mellem os, afslører Noller.

Ikke desto mindre har de holdt sammen hele livet.

- Jamen, jeg elsker ham sgu. Det er jo også derfor, vi kan diskutere hidsigt. Ligesom i et ægteskab er ligegyldighed jo det værste, forklarer Jørgen.

- Og jeg har det også sådan, at jeg elsker min bror. Vi er meget forskellige, men Jørgen er et åbent og sødt menneske, fastslår Noller.

To brødre på toppen. Toppen af både poppen og livet.

Læs mere om: