Paw og Lina fra Infernal synger nu på dansk

Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET

Paw Lagermann og Lina Rafn fra Infernal begynder forfra med personlige sange under navnet Paw&Lina.

Tirsdag, 12. august 2014 - af Hanne Rask

Paw Lagermann og Lina Rafn - bedre kendt som duoen Infernal - overrasker nu med at danne et nyt band, der har sange på gaden allerede i næste uge. Sangene er på dansk og er skrevet for mange år siden og har ikke passet ind hos Infernal, og derfor skal de nu udgives under bandnavnet Paw&Lina, fortæller parret i en pressemeddelse.

- Det er nogle historier, jeg ikke har fortalt før - og nogle historier, jeg ikke kommer til at fortælle igen. For den livssituation, jeg var i på det tidspunkt, er jeg ikke i nu. De sange skal ud - jeg kan ikke holde det ud, hvis de bare ligger i skuffen. Men der kommer til at være nogen, der kommer til forholde sig til det, jeg synger, fordi det går ind på en anden måde, når det er på dansk. Det bliver fedt, men jeg er også nervøs for det, siger Lina Rafn, der ikke mindst kendes fra sin tid som "X Factor"-dommer.

Nåede et dødvande

Hun og Paw forklarer, hvordan de for nogle år siden havde nået et dødvande med Infernal, fordi de begge fik børn inden for et par år. De følte, de var gået kreativt i stå, og trængte til noget nyt, der kunne give dem lysten tilbage.

- Jeg blev ramt af den der børneting for sindssygt. Vi havde planlagt en sommerturné, da min datter var få uger gammel, og det forandrede mig basalt som menneske. Jeg havde en oplevelse af at være gået så langt ud over min egen grænse og ikke være til stede i min egen krop - jeg var en malkemaskine og en syngemaskine på skift. Jeg skulle have sat en fod ned, men det gjorde jeg ikke, siger hun.

Først da turneen var slut, fik de to gamle venner og musikalske makkere sat sig ned og talt om, hvordan fremtiden egentlig skulle se ud. Det betød blandt andet, at de har indført en femdages arbejdsuge, og at de er blevet mere målrettede.

Skal stå 100 procent inde for det

- Hold da op hvor blev der pludselig mindre tid, da jeg endelig sagde fra. Den tid, der er, skal bare give så meget mening. Nu gider jeg kun det her, hvis det er noget musik, jeg står 100 procent inde for. Jeg er fuldstændig ligeglad med at sige nej til verdens største verdenshit, hvis jeg ikke har lyst til at synge det hver eneste dag, siger Lina Rafn.

For første gang i karrieren føler Paw og Lina, at de har taget styringen rent musikalsk. De er ikke blege for at indrømme, at de før har lidt af både behagesyge og mindreværdskomplekser og at det har givet omgivelserne for meget magt over dem kunstnerisk set.

Giver en anden nærhed

- Jeg tror, vi har brug for Paw&Lina for at gøre Infernal mere rendyrket. Nogle gange har vi prøvet at putte noget i Infernal, som ikke hørte til der, fordi vi havde det indeni, siger Lina, og Paw er enig:

- Vi har nok afsøgt for mange områder og ikke lyttet til det åbenlyse. Det skal vi til at gøre - og det er det, Paw&Lina kan give plads til. Den frihed, vi har, kaster også noget af sig på Infernal. Med Paw&Lina tør vi igen eksperimentere og sige ‘fuck it!’, og det gør det sjovt. Vi har optur rent musikalsk - vi har aldrig været højere, end vi er lige nu, siger han.

At sangene er på dansk giver en anden nærhed og hudløshed, mener de to musikere, der både glæder sig til og gruer for at skulle præsentere de nye numre, der er på gaden 18. august.