Peter Belli hjalp John Mogensen
Alkohol var den legendariske sanger John Mogensens trofaste følgesvend, og det var også den, der tog livet af ham til sidst. I den nye bog ”Så længe jeg lever –en biografi om John Mogensen”, fremgår det, at flasken havde så godt et tag i sangeren, at det var den, der styrede han liv frem for ham selv.
Og hans gode ven Peter Belli bekræfter over for BT, at det var sådan, det forholdt sig. Han havde ondt af John Mogensen, som var hans ven siden 1960´erne, og han gjorde, hvad han kunne for at hjælpe ham.
I en periode havde han hyret John Mogensen til at optræde i Ronalds Festival Tivoli, som Peter Belli en overgang var leder af, og skønt John Mogensen optrådte professionel, havde han det elendigt, fortæller Peter Belli.
Sov hos Belli
- Nogen gange kom han op til os og lå og sov i vores soveværelse mellem første og anden optræden. June serverede kaffe for ham og sørgede for at hjælpe ham, så godt hun kunne, fortæller Peter Belli, der nogle gange måtte fortælle sin ven, hvilken jernstang han kunne holde fast i for at blive stående på scenen.
Desværre ville John Mogensen ikke rigtig erkende problemet, selv om han havde det skidt, og selv om venner og ikke mindst hans kone led under hans tilstand.
- Jeg synes, det var forfærdelig synd for ham. Hans kone, Ruth, og datter, Minna, var virkelig kede af det. De kunne ikke holde det ud mere. Og det kan man jo ikke bebrejde dem, siger Peter Belli.
John Mogensens livstil tog livet af ham i april 1977 - kort før hans 49-års fødselsdag.