
Sanne Salomonsen hædres: En institution i dansk rock

"Kærligheden kalder" og "Taxa" er blot to af de mange hits, Sanne Salomonsen står bag.
I årtier har hun givet danskerne sange, man både kunne synge, græde og danse til. Nu bliver hun hædret for alt det, hun har bidraget med til dansk musik.
Det oplyser Det Danske Rockakademi i en pressemeddelelse.
Til september modtager hun nemlig en af de to hæderspriser, som akademiet uddeler.
– Sanne Salomonsen har gennem årtier været en institution i dansk rock og dannet grobund for en generation af håbefulde sangere rundt om i landet, lyder begrundelsen.


Men Rockmama’en er ikke alene om at blive fejret. Rockbandet D-A-D modtager den anden hæderspris.
De har blandt andet fået danskerne - og udlandet - til at headbange og skråle med på "Sleeping My Day Away" fra 1989.
I dag er Sanne Salomonsen 69 år, men hun fik sin musikalske debut allerede som teenager. Siden da har hun både stået på scenen som en del af en gruppe og som solist.
Prisuddelingen finder sted den 28. september i Amager Bio i København. Her vil blandt andre Mads Langer, Burhan G og Birthe Kjær optræde for publikum – sammen med de hædrede kunstnere.
