6. dec. 2012
Af af Kasper Skov Jensen, Newsdesk, Aller Media

Sanne Salomonsen: Sådan undgår jeg at blive stresset

Sanne Salomonsen
Sanne Salomonsen
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Den danske rockmama har rigeligt at se til, men bliver næsten aldrig stresset. Få forklaringen her.

Med stribevis af koncerter i både Danmark og Sverige kan man ikke fortænke Sanne Salomonsen i at føle sig en smule stresset. Men sådan har hun det faktisk sjældent. Meditation og yoga giver den indre ro, der er brug for, forklarer hun.

- Som teenager lærte jeg at meditere. Meditation og yoga er vigtigt at kunne. Og så skal man have en livsfilosofi, der underbygger det. Jeg tror på peace, love and understanding. Det troede jeg på dengang som hippie, og det tror jeg på i dag. Jeg er meget opmærksom på, hvordan jeg opfører mig overfor andre mennesker, siger Sanne Salomonsen til Alive.dk

Den 57-årige sangerinde kan dog ikke klare alt med fred, kærlighed og forståelse. I øjeblikket er hendes 228 kvadratmeter store hus i Charlottenlund sat til salg for 8.995.000 kroner, men indtil videre har ingen af de potentielle købere fået lov til at låne penge til det, fortæller den populære sangerinde.

- Jeg bliver stresset af problemer. For eksempel, at jeg ikke kan få solgt mit hus. Min krakkede bank (EBH Bank, red.) vil have deres penge, og det kan jeg ikke give dem, så nu sælger jeg mit hus. Men jeg vil ikke have det dårligt over mursten, så jeg siger til mig selv, at det ordner sig, siger hun.

Når huset er solgt vil Sanne Salomonsen flytte til Sverige, hvor en bekendt er ved at renovere en gammel præstegård, hvor hun kan overtage den ene længe.

Læs mere om: