Saseline droppede Vild med dans for sønnens skyld
- Det passer måske bedre næste år.
Saseline er ikke afvisende over for at skulle optræde i det populære TV-show på TV 2 til næste sæson.
Hun blev spurgt, om hun ville være med i årets udgave, men sagde pænt nej tak af flere grunde.
Saseline er netop nu aktuel med en ny sang - Kongsted & Emerge feat. S.O.A.P. - "You got that" - som man kan høre en bid af på YouTube. Her synger hun sammen med sin søster Heidi, der er den anden del af den kendte popduo S.O.A.P.
- Vi skal ud og lave shows i den kommende tid og kommer til at spille både nyt og gammelt materiale. Blandt andet skal vi optræde på onsdag under Aarhus Festuge og har derudover sagt ja til otte shows rundt i landet og i Sverige. Derfor har jeg desværre ikke tid til at lave "Vild med dans" i år. Det og mine optrædener ville gøre, at jeg ikke ville have ordentlig tid til min søn, og det ville give mig dårlig samvittighed. Timingen har bare ikke været optimal.
På spørgsmålet om S.O.A. P., der ikke har optrådt i 10 år, nu er genopstået, svarer Saseline lidt tøvende:
- Nu skal vi lige se, om der er en god energi i det, vi kommer til at lave i den kommende tid. Vi tager et show ad gangen og ser så, hvad der sker.