21. dec. 2017
Af Juliane Olsen

SE BILLEDET: Michael Falchs lille ny barnebarn

Mathilde Falch og Michael Falch
Mathilde Falch og Michael Falch
Foto: Birger Storm
Sanger Michael Falch har fået endnu et barnebarn. Den 4. december nedkom datteren Mathilde Falch med sønnen Leo.

Musiker Michael Falch er blevet morfar for fjerde gang. Den 4. december nedkom hans datter, Mathilde Falch, med en søn, der på forhånd har fået navnet Leo.

Den lille ny kom til verden på sin terminsdato, og mor Mathilde Falch og hendes mand, komiker Jesper Juhl, er selvfølgelig meget stolte.

- Pip fra den glade babyboble. Vores Leo kom til verden den 4. december, skriver Mathilde Falch på sin Facebook-profil.

Sønnen har det godt

I opdateringen, som BILLED-BLADET har fået lov at bringe, ses den sovende Leo, mens hans mor priser, at barnet er det smukkeste og mest fantastiske, forældrene har set.

Drengen vejede fire kilo og målte 52 centimeter, og ifølge den nybagte mor har sønnen det super godt.

Han er nemlig vild med musik, mad og kys, afslører Mathilde Falch, der desuden sender kram til sine følgere fra de lykkelige forældre.

Mathilde Falch blev sygemeldt

Tidligt i sin graviditet fik sangerinden konstateret bækkenløsning, og hun døjede op til fødslen med store smerter døgnet rundt.

Hun blev derfor sygemeldt op til fødslen til trods for, at hun gik til en masse behandlinger, der skulle afhjælpe smerterne.

Efter sin sidste koncert blev Mathilde Falch båret ud til bilen, og de sidste måneder af graviditeten var der mange dage, hvor hun slet ikke kunne gå.

Læs mere om: