Shu-bi-dua samlet igen: Bifaldet bragede løs

De kom selv på scenen, mens bifaldet bragede løs i det hyggelige og stopfyldte Fredericia Teater. Anført af Michael Bundesen i sin kørestol var det Niels Grønbech, Bosse Hall Christensen, Claus Asmussen, Jens Tage Nielsen og Michael Hardinger, der blev hyldet sammen med de dygtige skuespillere, der på fantasifuld vis havde genoplivet alle de populære ørehængere.
Shi-bi-dua-musical er lige til Broadway
Fra stolerækkerne rockede og sang publikum med på alle de populære sange som Vuffeli-Vov, Sommergryder, Nam Nam og Står på en Alpetop blot for at nævne et lille udsnit af de næsten 40 udødelige sange, som fik nyt liv i Fredericia.
- Det er utrolig godt sat sammen og er både sjovt og gribende. Det er lige til Broadway, lød den uforbeholdne ros fra bandets helt store tekstskriver Michael Hardinger. Han var et smut hjemme fra Florida, hvor han bor i dag og har planer om at udgive en CD med alle de sange, som aldrig kom med på nogle af de 18 albums, som Shu-bi-dua nåede at udgive.
