3. dec. 2012
Af af Trine Fisker

Søs Fenger holder jul med sin eks

Søs Fenger
Søs Fenger
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Da Søs Fenger og Henrik Janson gik fra hinanden blev de enige om at være den gode skilsmissefamilie – for sønnens skyld.

Rigtig mange skilsmissebørn skiftes til at holde jul hos enten mor eller far, og i mange familier kan juleplanlægningen ende i skænderier. Men da Søs Fenger og hendes daværende mand Henrik Janson, den svenske guitarist, som hun mødte efter skilsmissen fra Thomas Helmig, gik fra hinanden, blev de enige om, at de altså skulle være gode til at være skilsmissefamilie. Dengang var deres søn August fem år.

Prioriteringen er vigtig

Og den beslutning har betydet, at de tre stort set har holdt jul sammen, siden de gik fra hinanden. I dag er sønnen 21 år.

- Jeg ved godt, at sådan kan det ikke være i alle skilsmissefamilier. Og det er der alle mulige gode grunde til. Men jeg er så heller ikke sikker på, at alle forældre prioriterer det lige så højt, som vi har gjort. Da vi traf den beslutning at gå hver til sit, var vi samtidig helt enige om, at det her skulle vi fandeme være gode til. Og det skulle vi for Augusts skyld, siger hun i et interview med SØNDAG.

- Jeg ved, at det gør en enorm forskel i August liv, i både hans børneliv og hans voksenliv, at han har kunnet føle den kærlighed, vi har bevaret imellem os i alle de år, siger hun fortsat.

Bliver lidt småhysterisk

Og det betyder meget for Søs Fenger, at de personer, der betyder noget for hende, er omkring hende juleaften.

- Jeg bliver f.eks. lidt småhysterisk, hvis vi ikke kan være sammen alle sammen juleaften. Så synes jeg, der mangler noget. Alle skal helst være her, siger hun.

Jul med eks'ens kæreste

Og beslutningen om at være gode til at være skilsmissefamilie har da også betydet, at der har været juleaftener, hvor der har været ekstra personer med.

- Vi har haft juleaftener, hvor jeg har haft en kæreste med, og hvor Augusts far også har været der, og det har været uden problemer. Det samme gælder, når Augusts far har haft en kæreste, som har været involveret i Augusts liv, så er hun også en del af mit liv. De har f.eks. været her begge to for at besøge August. Og sådan må det bare være. Augusts far ved, at han er en del af Augusts liv og en del af mit liv og en del af min store families liv. Og når vi sidder her og taler om tryghed, så er det netop tryghed, det har givet os. Det har ikke alene givet August tryghed, men os alle tre, siger hun.

Læs mere om: