18. maj. 2022
Af Lene Skriver Bak

Stor nyhed fra Peter Schmeichel: Kaster sig ud i ny karriere

Peter Schmeichel.
Peter Schmeichel.
Arkivfoto: Mega
Peter Schmeichel har været tv-mand siden han lagde fodboldstøvlerne på hylden, men nu kaster han sig over en ny karriere.

Peter Schmeichel henrykkede alverdens fodboldfans, da han huserede på Europas fodboldbaner i 1990'erne og begyndelsen af 00'erne.

Siden da har den populære målmand været både ekspert og vært på tv, men nu kaster han sig ud i en ny karriere: Musiker.

Kærligheden til musikken har han aldrig lagt skjul på, og han har da også tidligere udgivet nummeret "We can do it again", der kom op til EM-slutrunden i 1996.

Den store danske målmand har desuden gæstet verdensstjernen Robbie Williams på scenen i Parken, ligesom han gav et nummer på trommer, da DR inviterede ham ind som hovedperson i "Her er dit liv" i 2012.

I 2020 overraskede Peter Schmeichel ved at synge sammen med Phillip Faber i DRs populære morgensangsprogram, hvor de sammen sang Kim Larsens "Pianomand".

Nu springer han så helt ud i musikkarrieren.

Sammen med musiker Mikkel Fjelding samt guitarist Niklas Schneidermann og trommeslager Anders Ramhede, der begge er medlemmmer i Magtens Korridorer, udgør Peter Schmeichel nu rockbandet "The Ones".

Det afslører målmanden selv på Instagram, hvor han også fortæller, at interesserede kan følge med på bandets nye instagramprofil.

Læs mere om: