2. aug. 2011
Af af Ken Richter

Sussi og Leo: Vi dur ikke til at holde ferie

Sussi og Leo
Sussi og Leo
Foto: Niels Henrik Dam
Det musikalske par er bedst til at underholde turister.

Forleden var Sussi og Leo tilbage i Skagen, hvor de tidligere gennem 23 år underholdt hver eneste aften på Skansen, der nu er lukket og erstattet af moderne lejligheder. Til gengæld har restaurant Pakhuset hyret det populære par til at underholde sommerens gæster hver mandag aften.

- Det er fint at være tilbage i Skagen. Men vi er glade for, at vi ikke skal optræde hver eneste aften. Vi har det fint med at komme rundt i hele landet, fortæller Sussi og Leo, der begge er 55 år, og i gennemsnit har de fire job hver uge i sommertiden. De vil hellere give turisterne en sjov aften, end de selv vil være turister.

- Vi dur ikke til at holde ferie. Det er alt for kedeligt, fastslår Leo, mens han pulser løs på piben.

- Vi kan ikke bare ligge og dase. Vi skal ud og se noget, tilføjer Sussi og indrømmer, at hun og Leo aldrig har været helt ude på Grenen.

- Det har der aldrig været tid til, påstår de begge, selv om Jyllands nordligste spids kun ligger få kilometer nord for Skagen by.

Først inden for de seneste år har Sussi og Leo prøvet at snuse til, hvad ferie egentlig er, og det har ikke skærpet lysten.

- Hvert år i januar er vi 10 dage på Gran Canaria. Det er rigeligt, og heldigvis skal vi spille fire af dagene. Ellers gik det slet ikke, siger det flittige ægtepar, der til november kan fejre 30-års bryllupsdag.

Læs mere om: