12. sep. 2025
Af Julie Lund Rosenfeldt Isen

”Tag mig nu. Befri mig. Jeg vil væk”: Lægens ord fik Noller til at bryde fuldstændig sammen

Brødrene Olsen
Brødrene Olsen
Foto: Lars H. Laursen
I en ny bog sætter Niels ”Noller” Olsen ord på, hvor langt nede han var under sit sygdomsforløb.

Brødrene Olsen gik fra at være kendte i Danmark til at være berømte i hele Europa, da de i 2000 vandt Eurovision Song Contest med ”Fly On The Wings Of Love”.

Kongelige begivenheder og kendisnyt - direkte i din indbakke!

Men i 2019 blev der sat en brat stopper for Niels ”Noller” Olsens musikalske karriere.

Først blev han ramt af en blodprop, og efterfølgende fik han konstateret aggressiv kræft i hjernen – en diagnose, som ifølge lægerne kun gav ham maks. to år mere at leve i.

Mod alle odds overlevede han dødsdommen, og i sin nye bog, ”Stjerneskud og stjernemøder – erindringer”, fortæller Niels ”Noller” Olsen om sygdomsforløbet.

Her sætter han bl.a. ord på, hvor opslidende behandlingsforløbet var, og hvor langt nede han var på det tidspunkt, hvor han igen og igen fik forskellige prognoser for, hvor længe han havde tilbage at leve i:

- En anden læge sagde: ’Du dør inden for den næste måned.’ Jeg brød fuldstændig sammen. ’Jeg kan ikke klare det,’ sagde jeg. ’Tag mig nu. Befri mig. Jeg vil væk’, fortæller Niels ”Noller” Olsen i en pressemeddelelse til SE og HØR i forbindelse med bogudgivelsen.

Heldigvis kom Niels ”Noller” Olsen ud på den anden side og er i dag kræftfri – som en af de heldige få, der overlever den kræftform.

I sin erindringsbog ”Stjerneskud og stjernemøder – erindringer” fortæller han også om sin musikalske karriere, der har budt på mange vilde oplevelser og møder med store stjerner.

- Jeg elsker mit dejlige, mærkværdige liv. Jeg er så privilegeret at kunne sige, at mit liv fra begyndelsen har været musik,” siger Niels ”Noller” Olsen i pressemeddelelsen.

”Stjerneskud og stjernemøder – erindringer” udkommer den 26. september.

Mere om: