Thomas Helmig: Derfor sagde jeg ja til at lave musical

Thomas Helmig.

Foto: Hanne Juul / BILLED-BLADET

Pop-charmøren Thomas Helmig skal skrive sangene, når ”Den skaldede frisør” bliver til en musical. - Jeg har altid kunne genkende dele af mig selv i Susanne Biers film, siger han.

Mandag, 24. september 2018 - af Casper Nielsen

Thomas Helmig sagde ja, før Susanne Bier nåede at spørge.

Den åhusianske popsmed var mere end klar til at kaste sig ud i sangskriverjobbet til den ny musical ”Den skaldede frisør”, der bygger på Susanne Biers succesfilm af samme navn med Trine Dyrholm og Pierce Brosnan.

- Da Susanne ringede og spurgte, om jeg ville skrive sange til "Den skaldede frisør", sagde jeg ja, før hun havde stillet spørgsmålet færdigt, siger Thomas Helmig i en pressemeddelese.

- Jeg har altid kunnet genkende dele af mig selv i hendes film, og siden vi arbejdede sammen sidst, har jeg håbet på, at vi kunne stikke hovederne sammen igen. Susanne og jeg taler på mange måder samme sprog, så jeg glæder mig til at springe på hovedet ned i den her musical, tilføjer han.

Thomas Helmig har arbejdet sammen med Bier før

Thomas Helmig skrev også titelnummeret til Susanne Biers film "Den eneste ene" i 1999. 

Sangen ”The One and Only” toppede de danske hitlister længe før, filmen fik premiere.

Nu håber Susanne Bier og The One and Only Company, at den succes kan gentages, når ”Den skaldede frisør” får premiere 5. marts 2020.

- Da Thomas lavede titelnummeret til "Den Eneste Ene", ramte han noget meget præcist ved filmen. En særlig uskyldsfuld romance, som var håbefuld uden at være sentimental, siger Susanne Bier og uddyber: 

- Lige siden har jeg haft lyst til at lave noget med ham igen. Thomas er helt sin egen, og alligevel føler jeg et kunstnerisk slægtskab med ham, som gør, at jeg er sikker på, at hans sange til "Den skaldede frisør" vil gøre musicalen endnu mere gribende end filmen.

Den Oscar-vindende instruktør mener, at Helmig mestrer at være dagligdags og dybt poetisk på én gang.

- Jeg havde ikke kunnet håbe på en bedre samarbejdspartner end ham, siger Susanne Bier.