22. apr. 2020
Af John Lautrup

TILLYKKE: Ivan Pedersen fylder 70 år i dag

Ivan Pedersen
Ivan Pedersen
Foto: Dan Mariegaard
Ivan Pedersen, sanger og musiker, fejrer fødselsdag i tosomhed med sin kone på Samsø. Coronaen satte en stopper for hans fødselsdagskoncert.

Ivan Pedersen er ikke i tvivl om, hvor han skal sove i nat ovenpå sin 70 års fødselsdag. Det skal han hjemme hos sin kone, Jytte Poulsen, i deres stråtækte bindingsværksidyl i Besser på Samsø.

Egentlig skullle han i aften, den 22. april, have spillet fødselsdagskoncert i Amager Bio som led i en turné med titlen "Ligger ikke ned endnu". Men både koncerten og turneen er som så meget andet aflyst i denne corona-tid.

- Så i stedet laver jeg en god bøf bernaise til mig og min kone og drikker et godt glas rødvin til. Det bliver min fødselsdag, smiler Ivan Pedersen.

Han er selvfølgelig ked af at gå glip af fødselsdagskoncerten, men som det glade og tilfredse menneske han er, tager han situationen med ophøjet ro og positivt sind.

Ivan Pedersen måtte i mange år døje med mellemnavnet "Laban" - navnet på hans popduo med Lecia Jønsson. De fik et kæmpehit med "Hvor skal vi sove i nat" i 1982 og levede i syv år et hæsblæsende liv som popstjerner, indtil de i 1988 opløste duoen. Efterfølgende søgte Ivan Pedersen tilbage til sine rockrødder, men mødte modstand fra folk i branchen, fordi de ikke kunne abstrahere fra hans fortid med skulderpuder og bobbet pophår.

Han overvandt modstanden, genvandt respekten og har i dag forlængst forliget sig med sin Laban-fortid og er stolt af den. Som 70-årig er han stadig aktiv på mange fronter i dansk musikliv. Han "ligger ikke ned endnu" og har heller ikke tænkt sig at gøre det, før folk holder op med at komme til hans koncerter.

Jytte Poulsen har været med ham på vejen i 43 af årene. De er uadskillelige, og som han siger: Når man er nyforelsket, galopperer ens hjerte, når man ser den anden. Nu galopperer det, når jeg ikke ser hende.

Læs stort interview med Ivan Pedersen i BILLED-BLADET, som kan købes fra torsdag den 30. april.

Læs mere om: