
Tivoli tilføjer ekstra koncert: Mon det er Jens Jacob Tychsens skyld?

Året går snart på hæld, og det bliver markeret i Tivoli.
Det var egentlig planlagt to koncerter, men efter stor efterspørgsel, tilføjer Tivoli endnu en koncert til rækken af nytårskoncerter med skuespiller Jens Jacob Tychsen som vært.
Jens Jacob Tychsen kom for alvor på danskernes læber, da han for første gang tonede frem på skærmen som Hr. Weyse i "Badehotellet."
Serien slog rekord efter rekord blandt seerne, og særligt karakteren Hr. Weyse blev talt om i befolkningen.
Nu vil han lede publikum gennem koncerter, som vil være fyldt med "musikalske stjerneskud og fortryllende underholdning."

Det oplyser Tivoli i en pressemeddelelse.
- Nytåret er en af mine yndlingsfejringer, hvor man kan give sig helt hen til fest, samvær og god musik. Jeg glæder mig til at stå på scenen med et veloplagt Tivoli Copenhagen Phil og sætte gang i festen med publikum, fortæller Jens Jacob Tychsen.
Et fyldt Tivoli til nytår
Tivoli ser da også en fremgang i antallet af folk, som ønsker at tilbringe hele eller en del af nytårsaften i Tivoli.
Om det er tilfældigt, at Tivoli lige præcis må udvide med en ekstra koncert i år, hvor Jens Jacob Tychsen er vært, vides ikke - men han er i hvert fald en beundret mand.
De tre koncerter kan opleves den 30. og 31. december og varer cirka to timer.
