Torsdag, 15. december 2022 - af Julie Nolsöe

Trist nyt: Rock Nalle er død

Rock Nalle
Rock Nalle
Foto: Michael Bager/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
Rocksangeren "Rock Nalle", med det borgerlige navn Roland Lyhr Sørensen, er død

Den ikoniske musiker Rock Nalle er død, 79 år gammel.

Det oplyser sangerens management "We Do Music" i en pressemeddelelse, som de har delt i et Facebook-opslag.

I pressemeddelelsen oplyser de, at han sov stille ind i sit hjem i Odense den 14. december. Han efterlader sig  to børn, venner, kollegaer og ikke mindst en lang karriere indenfor musikken.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Trak sig tilbage i juli i år

Tilbage i juli måned kunne hans management oplyse, at Nalle ville trække sig tilbage fra musikerlivet på grund af sygdom.

- Nalle har igennem flere år kæmpet med KOL og Parkinson, som forværres med tiden. For nylig har en lungebetændelse ydermere gjort den generelle sundhedstilstand dårligere, skrev hans management "We Do Music" dengang i en pressemeddelelse.

Venner med Johnny Reimar

Rock Nalles karriere var både imponerende og lang, og fik sit startskud i begyndelsen af 1960’erne med bandet The Teddy Bears.

Nalles første store hit kom i 1966, da han i samarbejde med Johhny Reimar, som han har været venner med siden vuggestue-tiden, udgav en dansk version af Wilson Picketts In The Midnight Hour.

I de efterfølgende år markerede Nalle sig som Danmarks førende soulsanger.

Rock Nalles helt store hits er sange som "Gamle Fru Olsen" og "Min Fars Roemark I Skjern". 

Efter nogle år med private udfordringer og stofmisbrug, hvor han trak sig tilbage fra musikerlivet, gjorde han comeback i 1996.

Siden har han spillet mere end 1000 koncerter og haft utallige udgivelser.

– Jeg er meget taknemmelig for de vidunderlige oplevelser, som jeg har fået igennem musikken – både i svære og gode tider, udtalte Rock Nalle i sommer i forbindelse med at han trak sig tilbage fra karrieren.

Senest har Rock Nalle åbnet et museum i Hørve på Sjælland, hvor man kan udforske hans liv og karriere. 

Seneste nyt

Relaterede artikler

Udvalgt til dig

Fra forsiden