28. feb. 2011
Af af John Lautrup

Xander Linnet: Jeg har aldrig skændtes med mor

Xander Linnet
Xander Linnet
Foto: Jacob Ljørring
Alexander Linnet er klar med et album under navnet Xander. Han fortæller her om forholdet til sin mor og om at have et berømt efternavn.

Lad dig ikke snyde af billederne. Alexander Linnet på 22 år er en glad dreng. Ukompliceret. Smilende. Ivrigt talende. Han anlægger dog omgående en trist ansigtsmaske, hver gang fotografen knipser.

Den ungdommelige weltschmerz passer nemlig til stemningen på hans debut-album "Over skyer, under vand", der udkommer i dag. Og som søn af Anne Linnet ved den unge sangskriver naturligvis en hel del om imagepleje.

- Forventningerne var tårnhøje, og det er et af minusserne, hvis man vælger at lave det samme som sine berømte forældre, siger Xander, der er opvokset hos sin mor og allerede som fireårig blev sat ved klaveret. Dér har han siddet siden og komponeret på livet løs.

Nu er han så klar til at slippe sine sange løs. Radiostationer har allerede i flere måneder råspillet singlehittet "Det burde ikk være sådan her", og han har en god fornemmelse med selve albummet. Linnet-navnet tynger ikke for alvor, hævder han, men helt uden betydning er det åbenbart heller ikke.

Frihed under ansvar

Han er for længst flyttet hjemmefra og bor sammen med fire kammerater i en lejlighed på Gråbrødretorv i København. Men han mindes med glæde de utallige bopæle og lettere bizarre familieforhold, som hans biseksuelle mor har budt ham. Han har to halvsøskende og to adoptivsøskende, og senest er han blevet storebror til Isolde Elisabeth, som Anne Linnet og hendes kone, Tessa Franck Linnet, fik sidste år.

- Ens verden er jo det, man ser og oplever, når man vokser op. Det har været meget normalt for mig. At mor nu har fået et barn mere er helt fint. Det må hun selv om. Det har ikke noget med mig at gøre, siger Xander.

- Jeg tror endda, at jeg aldrig i mit liv har været oppe at skændes med hende. Vi er meget ens. Det er superfedt. Så jeg har aldrig haft behov for at gøre oprør. Også fordi jeg har haft meget frie rammer derhjemme. Mor har altid ladet mig gøre, hvad jeg ville, bare jeg ikke løj for hende. Det har været frihed under ansvar. Selvfølgelig har jeg som alle andre drenge været ude i lidt ballade .., men jeg var ikke nogen rod, smiler han.

Meget kræsen med piger

Xander synger naturligvis om kærlighed på sin ny plade, og det seneste års tid har han desuden sammen med sin mor skrevet musik til en teaterversion af Søren Kierkegaards "Forførerens dagbog", som får premiere på Mungo Park til foråret. Der er altså masser af følsom tosomhed i hans liv lige nu. Men kun på det abstrakte plan.

- Jeg har været i et langt forhold, men har ikke nogen kæreste for tiden. Jeg er meget kræsen, siger han uden at ville gøre sig klog på kvinder og forelskelse. Andet end man skal lade være med at putte sin partner op på en piedestal.

- Men jeg er jo kun 22 år og har stadig meget at opleve og lære endnu. Jeg er altså ingen mester i kærlighed, ler han.

Læs mere om: