Natasja Crone mistede sin far i efteråret: Det var vanvittigt svært
I oktober 2022 delte Natasja Crone den hjerteskærende nyhed om, at hun havde mistet sin far, Erik Crone, efter et længere kræftforløb. Han blev 75 år.
I Alt for damernes podcast ”Skål Søster” sætter hun nu ord på det store tab.
Her fortæller journalisten, at det var den første forælder, hun har mistet, og at det sidste farvel var hårdt.
Erik Crone havde to alvorlige kræftdiagnoser og han tilbragte sin sidste tid på hospice. Derfor var familien også forberedt på at sige farvel, men det gjorde det bestemt ikke nemmere, forklarer Natasja Crone nu.
- Han var syg, så vi vidste jo godt, at det snart var farvel. Vi gik egentligt og ventede på det, for til sidst var han slet ikke ved bevidsthed i mange dage. Vi ønskede for ham, at han fik fred, men derfor var det stadig vanvittigt svært, da det skete. Det er jo stadigvæk svært. Jeg savner ham, fortæller hun ærligt i podcasten.
Erik Crone var filmproducent. Han har blandt andet været med til at producere film som ”Den forsvundne fuldmægtig”, "Lille Virgil og Orla Frøsnapper" og "Olsen Bandens sidste stik".