7. mar. 2023
Af Catja Klarskov

Neel Rønholt om sit livs vigtigste rolle: Derfor udfordrer den mig

Neel Rønholt 
Neel Rønholt
Foto: Martin Høien
Neel Rønholt har spillet et hav af roller, men den vigtigste og mest udfordrende, hun har påtaget sig, er rollen som mor til sine to døtre.

Gennem tiden har skuespiller Neel Rønholt spillet et hav af forskellige roller, men den vigtigste og mest udfordrende er rollen som mor til sine to døtre, 5-årige Franka og Ellen på 8 år. Det fortalte skuespillerinden, da hun i søndags gæstede “Go’ morgen Danmark” på TV 2.

– Jeg elsker at være mor. Det er min vigtigste rolle og en stor del af min identitet. Jeg har altid tænkt, at mit moderinstinkt nok skulle få mig igennem, men lige pludselig oplevede jeg at stå i situationer, hvor det bare ikke rakte, fortalte Neel Rønholt, da hun var søndagsgæst i “Go’ morgen Danmark”.

I 2011 blev Neel Rønholt uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole, og siden da er hun ofte blevet castet til forskellige mor-roller, og seerne har blandt andet oplevet hende som den blide, kærlige og omsorgsfulde mor i tv-serierne “Mercur” og “Sygeplejeskolen”.

Roller som Neel Rønholt nemt – i kraft af sine døtre – kan relatere til. Alligevel ønsker hun at italesætte, at virkelighedens mor-rolle ofte er mere udfordrende, end den portrætteres på fjernsyn og de sociale medier.

“Mercur”-skuespillerinden oplevede nemlig, at hun i sit livs vigtigste rolle langsomt bevægede sig længere væk fra fra den mor, hun ønskede at være overfor sine døtre.

Hun råbte, skældte ud og med tiden indså hun, at instinkt og intuition ikke alene kunne løse de konflikter, hun stod overfor i forældreskabet. Derfor tog hun et aktivt valg om at søge hjælp.

Hjælpen fandt Neel Rønholt først i pædagogiske lydbøger og sidenhen i en familieterapeut, der proppede den nødvendige værktøjskasse med redskaber specifikt tilpasset de udfordringer, hun oplevede i rollen som mor.

Behovet for hjælp var en vigtig erkendelse, der har gjort, at Neel Rønholt i dag både forstår sig selv, sine piger og deres indbyrdes relation meget bedre. Det fortæller hun til TV 2-værten Petra Nagel.

Neel Rønholt er i øjeblikket aktuel med musicalen "Grease", der har premiere torsdag den 9. marts. Her indtager hun de skrå brædder i en rolle meget langt fra Tinkas blide nissemor, Nille.

Første gang, hun skal prøve kræfter med musicalgenren, er nemlig i rollen som den 17-årige Sandy. Ved sin side har hun den garvede Silas Holst som Danny Zuko, og sammen skal de danse, synge og fremføre den ikoniske musical på Scandic Falkoner på Frederiksberg.

Læs mere om: