Nicolas Kiesa får Vild med dans-tilbud
Måske kommer vi til at se TV3's "Formel-1"-medvært, Nicolas Kiesa, i TV 2's succesprogram "Vild med dans" i fremtiden. Han fortæller til Tjek.tv, at han flere gange har fået 'tilbuddet'.
- Altså, jeg er blevet prikket til flere gange af Claus Elming og Christiane Schaumburg-Müller, når jeg har mødt dem til TV-optagelser. 'Vild med dans' og 'Formel 1'-udsendelserne foregår jo i samme studie, og de har begge to sagt til mig: 'Du skal da være med i Vild med dans, Nicolas!', siger racerkøreren til Tjek.tv og fortsætter:
- Jeg tror først, at jeg kan tage stilling til det, når jeg bliver spurgt officielt, men det vil da være en spændende udfordring.
Det vil ikke være helt fremmed for Kiesa, hvis han på et tidspunkt ender med at svinge lårene i danseshowet. I 2008 deltog han nemlig i programmet "Varm på is" på TV 2, hvor han skøjtede sig til en vinderplads. Og det var en oplevelse, han aldrig vil glemme.
- Jeg har talt mig frem til, at jeg har været med i tyve TV-programmer, og det klart største er 'Varm på is' (som Nicolas vandt i 2008, red.). Optagelserne foregik over tre-fire måneder, og i sidste halvdel trænede man måske ti timer i døgnet. Det var en enorm belastning at have skøjter på så lang tid, og mens det stod på, fortrød jeg et par gange, at jeg havde tilmeldt mig. Bagefter var jeg dog ret stolt af, at jeg havde gennemført det, konstater han.