Niels Højlund er død

Niels Højlund.

Niels Højlund.

Foto: AOP

Den tidligere TV-vært og forfatter er gået bort i en alder af 82 år og efterlader sig en hustru og ni børn.

Fredag, 13. juni 2014 - af Karina Didriksen

Torsdag aften den 12. juni døde den tidligere TV-vært, forfatter og samfundsdebattør Niels Højlund. Han blev 82 år.

- Jeg kan bekræfte, at han døde efter kort tids sygdom, siger hans datter Gertrud Thisted Højlund, til Ekstra Bladet og tilføjer:

- Vi havde ikke forberedt os på det. Han tog på sygehuset mandag, og vi regnede med at få ham hjem igen.

Familien er samlet

Gertrud Thisted Højlund er radiovært på Radio24syv, og hun og hendes fire helsøstre er i øjeblikket samlet i forældrenes hjem.

Hendes far er især kendt fra TV 2-programmet ”Højlunds Forsamlingshus”, hvor han var vært fra 1988 til 1994.

Niels Højlund efterlader sig hustruen Rikke og deres døtre Christiane, Louise, Gertrud, Johanne og Ingeborg. Han efterlader sig desuden fire børn fra sit første ægteskab, Margrethe, Jes, Ruth og Signe.

Begravelsen finder sted i Tømmerup Kirke på torsdag kl. 13.