24. maj. 2015
Af af Casper Nielsen

Nikolaj Lie Kaas: ”Dirch” var en milepæl for mig

Nikolaj Lie Kaas
Nikolaj Lie Kaas
Foto: Birger Storm/BILLED-BLADET
Nikolaj Lie Kaas vovede pelsen i rollen som Danmarks nok største komiker nogensinde – Dirch Passer. I aften kan han opleves på DR i TV i storfilmen ”Dirch”.

Nikolaj Lie Kaas tænkte to ting, da han blev præsenteret for chancen for at spille Dirch Passer: ”Gør det ikke” og ”ej, hvor fedt”.

Efter lidt betænkningstid sagde han ja til rollen som den folkekære skuespiller Dirch Passer, der døde af et hjertestop i 1980, kun 54 år gammel. Filmen – der sendes på DR i aften, søndag - følger det komiske talent, fra han er 30 år og har fartpå karrieren sammen med sin makker Kjeld Petersen. De nyder livet som berømtheder, men bag de glade ansigter gemmer sig sceneskræk, druk og jalousi.

Nikolaj Lie Kaas så det som en kæmpe udfordring at portrættere manden, som har så stor en plads i danskernes hjerter, og som han selv kendte gennem sin afdøde far, Preben Kaas.

Nikolaj Lie Kaas Vandt både Bodil og Robert

– Man kan ikke lave en dårlig Dirch-film og så regne med, at folk glemmer det. Sådan en film vil altid være en milepæl i ens karriere – som en, der stank, eller som en, der var skidegod, udtalte Nikolaj Lie Kaas ved premieren.

Den 41-årige skuespiller vandt dengang både en Robert og en Bodil for sin præstation.

Også kollegaen Lars Ranthe – der spiller Dirchs kollega, komikeren Kjeld Petersen – var fuld af ærefrygt:

– Vi føler, at vi har haft hænderne nede i dansk komiks dna. Og vi har gjort det med respektfuld angst, sagde han til BILLED-BLADET.

Af fri vilje og ulønnet rev Lars og Nikolaj som forberedelse to måneder ud af kalenderen for at komme ind under huden på de legendariske komikere, før de første prøver til filmen gik i gang.

Dirch skulle helt ind i kroppen

– Jeg vidste, at jeg måtte have Dirch helt ind i kroppen, så det ikke blev ”Dirch-agtigt”, når jeg spillede. Det skulle ligesom ligge der allerede, så det blev naturligt, sagde Nikolaj til BILLED-BLADET.

– Da ”Tømmerflåden” og”Skolekammeraterne” blev filmet i sin tid, havde Kjeld og Dirch spillet dem over 1000 gange. De var utroligt ”velsmurte”, da de optog. Så når vi laver kopien, skal der være en form for tilfældighed over dem; som om vi lige så godt kan lave noget andet. Det skal være så overskudsagtigt som overhovedet muligt, sagde Nikolaj.

– Jeg sagde bagefter til min kone, Christine, at jeg da ikke syntes, at jeg havde taget rollen med hjem, hvorefter hun udbrød ”Er du da sindssyg!? Du var helt væk i tre måneder, og så var du deprimeret i tre måneder bagefter”. Og det har hun nok ret i. Det er så intenst at være inde i et andet menneske og være et makkerpar og så pludselig slippe det hele. Så er det ude af ens hænder, og andre sidder og klipper i det. Det var som at sige farvel til et familiemedlem, sagde Lars.

Sådan følte hele Danmark det også den dag Dirch døde.

Se også: Klip fra den fantastiske film om Dirch

Læs mere om: