Fredag, 9. maj 2008 - af af Signe Ravn

Nye afsnit af Forbrydelsen

Danske drama-elskere kan se frem til 10 nye afsnit af Forbrydelsen i efteråret 2009. DR indrømmer nu, at der arbejdes på nye kriminalgåder til Sofie Gråbøls karakter Sarah Lund.

Den talende sweater alias Sarah Lund fra Forbrydelsen vender tilbage til tv-skærmen i 2009. Sofie Gråbøl har ifølge Berlingske Tidende sagt ja til at medvirke i 10 nye afsnit af den Emmy-nominerede serie.

Nysgerrighed til grund for nye afsnit

"Da serien sluttede sidste gang, var der rigtigt mange, der spurgte, hvad der nu skulle blive af Sarah Lund," siger Forbrydelsens producent Piv Bernth i dagens udgave af Berlingske Tidende og uddyber:

"Og da vi så havde holdt lidt ferie og tygget lidt på det, så fandt vi ud af, at det ville vi da også godt vide. Det har vi så undersøgt og fået lidt ud af,"

Men mon ikke den nysgerrighed er hjulpet godt på vej af det faktum, at seriens sidste afsnit tiltrak over to millioner seere?

Arbejder stadig på historien

Seriens forfatter Søren Sveistrup arbejder på højtryk for at få historien klar, og seriens producent Piv Bernth fortæller, at man ikke skal regne med at gense de første 24 afsnits persongalleri. Sarah Lund og hendes nærmeste familie skulle dog være sikre medvirkende i de nye afsnit:

"Men jeg vil gerne sige, at karakteren af historien er væsentligt anderledes end sidst."

Hvad det så betyder, forbliver en gåde indtil premiere-søndagen næste år.

Optagelserne starter til oktober

Optagelserne starter til oktober, og det betyder, at Sofie Gråbøl ikke kan gentage sin Reumert-vindende hovedrolle i Et Drømmespil på Betty Nansen Teatret, der i stedet genopsætter succesen til september med Sonja Richter i hovedrollen.

De nye afsnit følger Sarah Lund to år efter, at flyttemanden Vagn blev afsløret som Nanna Birk Larsens morder. Derfor bliver der nok ikke noget gensyn med Søren Malling, der gjorde det fantastisk som Sarah Lunds side kick Jan Meyer.

Gammel krimi til de utålmodige

De utålmodige kan forkorte ventetiden og følge med i en anden solid krimi-serie på DR1, idet DR i øjeblikket genudsender Rejseholdet hver søndag.

Seneste nyt

Udvalgt til dig

Fra forsiden