Renée Toft kæmpede for eks-manden
Den danske supermodel Renée Toft Simonsen forsøgte, mens hun var gift med Kristian Sandvad, i flere år at få sin eks-mand på ret køl og droppe alkohol, kokain og ikke mindst de mange fester, skriver Ekstra Bladet.
Renée forklarede for flere år siden til Søndagsavisen.dk, at hun ”var faldet for endnu en mand med langt hår og vildt blod… også selv om alt det der var hans liv ”clashede ” med mine værdier”. Dermed mente Renée Toft Simonsen selvfølgelig, at hun før Kristian Sandvad i et par år havde dannet par med musikeren og jetsetteren John Taylor fra det før i tiden meget populære Duran Duran.
Kort før Renée Toft Simonsens og Kristian Sandvads skilsmisse i 1997, havde Kristian Sandvad forladt familiefirmaet Dronninglund Fiskekonserves, hvor han havde været direktør, indtil firmaet blev solgt.
Renée Toft Simonsen og Kristian Sandvad fik to børn sammen, nu 19-årige Ulrikke og 17-årige Jens Kristian, der begge er modeller, som deres mor. Kort efter skilsmissen fra Kristian Sandvad mødte Renée Toft Simonsen sangeren Thomas Helmig, med hvem hun fik sønnen Hugo.
I retten i går kom det frem, at Kristian Sandvad, der i dag er 51 år og arbejdsløs, har et alkoholproblem og for et par år siden havde en hjerneblødning. Kristian Sandvad blev kendt skyldig i at have truet sin underbos søn på 14 år med en kniv. Kristian Sandvad forklarede i retten, at han pludselig fik en vrangforestilling om, at drengen havde hacket hans virusramte computer.
Kristian Sandvad understregede på det kraftigste i retten, at det aldrig havde været hans hensigt, at krumme et hår på hovedet af drengen, selv om han havde opført sig forvirret og galt. Og så lovede han at fraflytte lejligheden i byggeforeningshuset på Østerbro, så hurtigt som muligt, af hensyn til drengen og hans mor.